I Pusterummet har vi besluttet at vi i løbet af 2025 vil have særlig fokus på naturen og alt det gode den kan give os. I de seneste år er der kommet mere opmærksomhed og viden omkring, hvordan naturen kan påvirke vores trivsel positivt og hvordan mennesker ofte trives og finder ro ved at være i naturen. Forskningen viser at opholde i naturen har en positiv indvirkning på både ens fysiske og mentale helbred. Det vil vi gerne ud og opdage.

Vi har derfor planlagt at flytte værestedet ud i naturen en gang om måneden. Her vil vi være, lave mad, gå tur, bruge vores sanser, dyrke Mindfulness, følge årets gang, spille spil, grine, hygge og måske til sommer tage ”en morfar” under træernes kroner og meget, meget mere.

Hjemme i Pusterummet vil vi også, i løbet af året, prøve at få naturen til at fylde. Det kunne fx være ved at ”tage naturen ind”, bruge spiselige bær og blomster samlet i naturen til saft og marmelade, læse om naturen, se film, foredrag, dyrke grønsager og hvilke ideer der ellers opstår undervejs. 

Har du nogle ideer til noget du godt kunne tænke dig at være med til, så sig det endelig.

Vi håber, vi får nogle helt fantastiske oplevelser sammen i og med naturen.

 

Hver måned vil du i Focus kunne følge med i hvad, der sker og læse små indlæg om naturen.

Værestedet flytter en dag i skoven